Makreltur med M/S Viking

Makreltur med M/S Viking

Makreltur med M/S Viking
18.07.21 12.00 –  18.00

Kuttermutter havde ved hjælp af sponsoratet fra “Fishing in Denmark / Lystfisker Danmark” booket kutteren M/S Viking, som har havn i Helsingør.

Medlemmerne fra vores forening skulle mønstre på kajen kl. 11.30 og den planlagte afgang med kutteren var kl. 12.00

De sidste mange dages stille vejr, var ingen steder at finde, vinden kom fra nordvest og blæste et sted mellem 6 – 8 m/sek, og den tog til sidst på dagen.

Da M/S Viking kom i havn kort før kl. 12.00, og denne turs deltagere smilede til os og snakkede om søsyge piller, alt imens de gik fra borde med klare sække med flotte makreller i. Jo, turen havde været med bølgegang, men der havde også været et forholdsvis fint fiskeri.

Formand Martins bedre halvdel fik en søsygepille inden hun gik ombord på kutteren og trods en pille yderligere ude på vandet, så måtte hun kapitulerer og sidde fuldkommen passiv alle 6 timer… Hun havde det dælme ikke godt.

Trods høje bølger, vuggende kutter og masser af vind i håret, så var stemningen høj hos foreningens medlemmer.

Der bliver ikke sejlet særlig længe, da Hans, som skipperen hed, var trukket lidt i læ og havde fundet en stime makreller. Der bliver ringet med klokken, som fortæller at nu må der fiskes, og der går heller ikke særlig lang tid, før Leo fangede to mindre sild.
Henover turen blev der fanget en del makreller, mange var mindre makreller, men Bertil og Leo fik nogle flotte eksemplarer, Leo tog bl.a. en makrel på 42 cm og 670 gram, Bertil var dog lige efter med en næsten identisk fisk.

Udover makreller og Leo’s to sild, så blev der fanget hvilling, torsk, ising, mørk sej og ikke at glemme Bertils flotte knurhane, som vist nok var af typen rød.

Der blev også taget en fin torsk på 2.1 kg.

Der blev af foreningens medlemmer, kæmpet en brav kamp på Øresund, men uanset indsatsen, kunne de ikke ramme samme fiskeri, som kutternes morgenhold.

Det forlyder, at formandens hustru igen er returneret til normal, hvilket skete kort efter M/S Viking lagde til kaj kl. 18.00.

Næstved Lystfiskerforening og dets medlemmer takker “Fishing in Denmark / Lystfisker Danmark” for deres sponsorat.

/Næstved Lystfiskerforening.

Se lidt fotos fra den af “Fishing in Denmark” sponsoreret tur.
Shake “together” – Vesterled P&T 30.05.21

Shake “together” – Vesterled P&T 30.05.21

Så oprandt dagen, hvor sponsoratet fra “Lystfisker Danmark / Fishing in Denmark” skulle lukke Vesterled Put and Take fra omverdenen og åbne for Næstved Lystfiskerforenings medlemmer.
Foreningen havde lejet søen for hele dagen, så medlemmerne kunne slå sig løs på søens regnbue ørreder.

Arrangementet var slået op fra kl. 08.00 og frem til kl. 19.00, dog havde vi søen fra solopgang til solnedgang, og det var der medlemmer der drog nytte af… nogle var allerede på pletten kl. 04.30, og rent fiskemæssigt var det nok også et super godt træk, for som morgenen og dagen skred frem, skinnede solen ubønhørligt fra en skyfri himmel, hverken godt for fiskeriet eller for huden på dem uden solcreme.

Der blev drukket meget kaffe og varm cacao fra Vesterleds tilhørende foodtruck, og søens medarbejdere gik venligt rundt, grejsælgende, fototagende og småsnakkende.

Arrangementet gik som forventet, der var en udskiftning af medlemmer, nogle kom tidligt, andre kom senere på dagen og nogle først hen under aften tide, men tydeligt var det dog, at nogle havde noget insiderviden, og vidste hvor regnbuen stod i den meget varme søndag.
Dennis og Charlotte havde valgt den helt rigtige plads, og kunne i løbet af dagen tage ikke mindre end 17 regnbuer med hjem, med den største på 4,5 kg, udover pladsen, kommer vi nok heller ikke uden om at Dennis og Charlotte havde styr på deres teknik og fangstmetoder.

Kim P. Larsen tog dagens eneste regnbue på fluestang. Desværre fik jeg ikke “hugget”, men se fighten her. 

Blandt juniorerne, kunne både Emil, Bertil og Andreas melder sig under fangerfanen, og en stor tak til Emil, der viste stor medlystfisker ånd, da han med kyndig vejledning guidede Andreas, som var helt ny P&T fisker, til en sikker landing af hans første regnbueørred. Det er lige efter den ånd, NLF har startet og gerne skulle bygge på…

Udover alle jagtede det forløsende hug og tilhørende fight fra en af søens regnbuer, så var stemningen og snakken mellem Næstved Lystfiskerforenings medlemmer rigtig god, og tegnede helt klart det billede der ellers tegner foreningen.

Det er absolut ikke sidste gang, bestyrelsen søger fondsmidler til nogle foreningsture for medlemmerne.

Næstved Lystfiskerforening siger mange tak til Lystfisker Danmark (Fishing in Denmark) for dagen ved Vesterleds bredder, Jeres sponsorat løftede stemningen i foreningen og har styrket sammenholdet fremadrettet.

Et stor tak fra Bestyrelsen og helt sikkert også fra medlemmerne.

/Næstved Lystfiskerforening.