
Shake “together” – Vesterled P&T 30.05.21
Så oprandt dagen, hvor sponsoratet fra “Lystfisker Danmark / Fishing in Denmark” skulle lukke Vesterled Put and Take fra omverdenen og åbne for Næstved Lystfiskerforenings medlemmer.
Foreningen havde lejet søen for hele dagen, så medlemmerne kunne slå sig løs på søens regnbue ørreder.
Arrangementet var slået op fra kl. 08.00 og frem til kl. 19.00, dog havde vi søen fra solopgang til solnedgang, og det var der medlemmer der drog nytte af… nogle var allerede på pletten kl. 04.30, og rent fiskemæssigt var det nok også et super godt træk, for som morgenen og dagen skred frem, skinnede solen ubønhørligt fra en skyfri himmel, hverken godt for fiskeriet eller for huden på dem uden solcreme.
Der blev drukket meget kaffe og varm cacao fra Vesterleds tilhørende foodtruck, og søens medarbejdere gik venligt rundt, grejsælgende, fototagende og småsnakkende.
Arrangementet gik som forventet, der var en udskiftning af medlemmer, nogle kom tidligt, andre kom senere på dagen og nogle først hen under aften tide, men tydeligt var det dog, at nogle havde noget insiderviden, og vidste hvor regnbuen stod i den meget varme søndag.
Dennis og Charlotte havde valgt den helt rigtige plads, og kunne i løbet af dagen tage ikke mindre end 17 regnbuer med hjem, med den største på 4,5 kg, udover pladsen, kommer vi nok heller ikke uden om at Dennis og Charlotte havde styr på deres teknik og fangstmetoder.
Kim P. Larsen tog dagens eneste regnbue på fluestang. Desværre fik jeg ikke “hugget”, men se fighten her.
Blandt juniorerne, kunne både Emil, Bertil og Andreas melder sig under fangerfanen, og en stor tak til Emil, der viste stor medlystfisker ånd, da han med kyndig vejledning guidede Andreas, som var helt ny P&T fisker, til en sikker landing af hans første regnbueørred. Det er lige efter den ånd, NLF har startet og gerne skulle bygge på…
Udover alle jagtede det forløsende hug og tilhørende fight fra en af søens regnbuer, så var stemningen og snakken mellem Næstved Lystfiskerforenings medlemmer rigtig god, og tegnede helt klart det billede der ellers tegner foreningen.
Det er absolut ikke sidste gang, bestyrelsen søger fondsmidler til nogle foreningsture for medlemmerne.
Næstved Lystfiskerforening siger mange tak til Lystfisker Danmark (Fishing in Denmark) for dagen ved Vesterleds bredder, Jeres sponsorat løftede stemningen i foreningen og har styrket sammenholdet fremadrettet.
Et stor tak fra Bestyrelsen og helt sikkert også fra medlemmerne.
/Næstved Lystfiskerforening.